Galleriejer Nils Stærk har ikke noget imod regler.
De skal være enkle. De skal løse et problem. Og der skal være klare retningslinjer.
Men problemet er, at det ikke altid er tilfældet. Nils Stærk oplever, at der ofte bliver indført komplekse regler, der reelt set ikke løser et problem, men til gengæld kræver mange ressourcer at efterleve.
Det er regler for reglernes skyld, siger han.
Komplekse hvidvaskregler
Et konkret eksempel er hvidvaskreglerne, som blev indført for gallerierne i 2020.
Ifølge Nils Stærk dræner hvidvaskreglerne galleriet for ressourcer. Men uden at have den ønskede effekt.
”Vi skal som en mindre virksomhed med otte ansatte forstå og efterleve det samme regelsæt, som selv store internationale finansielle virksomheder kæmper med at forstå. Det er disproportionalt.”
Hvidvaskreglerne indebærer blandt andet, at gallerierne skal foretage en skriftlig risikovurdering af deres virksomhed, udarbejde en hvidvaskpolitik, lave specifikke risikovurderinger af handlen, når transaktionerne overstiger 50.000 kr. og foretage en såkaldt kundekendskabsprocedure, der omfatter indhentning og kontrol af identitetsoplysninger på kunder. Oplysningernes rigtighed skal kontrolleres på grundlag af dokumenter, data eller oplysninger fra en pålidelig og uafhængig kilde.
Læs hele interviewet med Nils Stærk her: Galleriejer: Vi drukner i regler, der ikke gør en reel forskel
