Nyt netværk skal styrke galleriers arbejde med hvidvaskreglerne

Gallerier er blandt de virksomheder, der er omfattet af hvidvaskloven. For mange mindre virksomheder kan det være en udfordring at omsætte lovgivningens krav til praktiske procedurer, der både lever op til reglerne og fungerer i en travl hverdag.

Derfor etablerer Dansk Erhverv nu et nyt tværgående netværk om forebyggelse af hvidvask og terrorfinansiering. Netværket samler virksomheder og organisationer fra en række brancher, som arbejder med de samme lovkrav, men ofte har meget forskellige erfaringer og løsninger.

For gallerier kan netværket være en særlig mulighed for at lære af brancher, der gennem mange år har arbejdet systematisk med hvidvaskområdet. Banker, revisorer, advokater og ejendomsmæglere har opbygget omfattende erfaring med blandt andet risikovurderinger, kundekendskab og dokumentation, som kan inspirere kunstbranchen til praktiske og proportionale løsninger.

Samtidig giver netværket mulighed for at sætte fokus på de særlige udfordringer, som gallerier møder. Ved at dele erfaringer med andre virksomheder kan medlemmerne få sparring på konkrete problemstillinger og bidrage til, at Dansk Erhverv får et stærkere grundlag for interessevaretagelse over for myndigheder og lovgivere.

Netværket vil blandt andet behandle:

  • Fortolkning af lovgivning, vejledninger og tilsynspraksis
  • Praktiske tilgange til kundekendskab, risikovurdering og dokumentation
  • Erfaringer med tilsyn, kontrol og håndhævelse
  • Balancen mellem effektiv forebyggelse og administrative byrder

Netværket mødes som udgangspunkt fire gange årligt hos Dansk Erhverv eller hos deltagende medlemmer. Der vil løbende blive inviteret relevante eksperter, myndigheder og tilsyn til at bidrage med oplæg og diskussioner.

Det er gratis at deltage i netværket, og deltagelse forudsætter et Full Service-/Arbejdsgivermedlemskab af Dansk Erhverv.

Du kan tilmelde dig netværket her: Netværk om forebyggelse af hvidvask og terrorfinansiering