Den 2. oktober 2025 var Alice Folker afsender på et indlæg i Finans, der sætter fokus på den manglende proportionalitet i hvidvaskreglerne. Herunder finder du et uddrag fra indlægget:
Lad os starte med at slå fast, at der er ingen tvivl om, at kontrol med og regulering af hvidvask og terrorfinansiering er fuldstændigt afgørende for at beskytte samfundet som helhed. Men når man udformer lovgivningen, sker det med afsæt i bankernes virkelighed. Det efterlader de mange ikke-finansielle aktører, som omfatter alt fra advokater og ejendomsmæglere til revisorer og gallerier, med regler, der hverken er proportionelle eller effektive i forhold til de reelle risici, vi møder i vores daglige arbejde.
Særligt de mange små og mellemstore virksomheder i Danmark rammes hårdt af denne tilgang. Lad os tage et eksempel. En stor bank, der håndterer tusindvis af transaktioner hver eneste dag, hvor nogle af dem er meget komplekse, har en dedikeret compliance-afdeling, som udelukkende sikrer, at der er styr på, at lovgivningen overholdes, eksempelvis i forbindelse med proceduren for kundeidentifikation.
En lille lokal gallerist derimod, der måske sælger et par malerier om måneden til kunder, pålægges langt henad vejen de samme krav som banken. Og selvom galleristen selvfølgelig også skal overholde den gældende lovgivning, bruger denne bare uforholdsmæssigt mange flere ressourcer på det. Ressourcer, som går fra deres primære forretning med at sælge malerier.
Vi bliver derfor nødt til at finde en vej, hvor også mindre virksomheder har mulighed for at bekæmpe hvidvask på en langt mere effektiv måde end i dag. Og hvor lovgivningen også i højere grad tager hensyn til de forskellige brancher, den omfatter.
Afsenderne er:
- Alice Folker, formand for Danske Gallerier
- Lone Strøm, adm. dir. FSR – danske revisorer
- Karsten Lauritzen, adm. dir. Danske Advokater
- Jakob Ellemann-Jensen, vicedirektør Dansk Erhverv
- Ole Hækkerup, direktør Dansk Ejendomsmæglerforening
Indlægget kan læses i sin fulde form her: Opråb: Hvidvaskregler kan ikke være “one size fits all”
